POWER tyvstarter åbningen af nyt kæmpecenter

POWER tyvstarter åbningen af nyt kæmpecenter

Danmarks nye elektronikgigant POWER slår nu helt ekstraordinært dørene op for kædens nye flagskibsvarehus i BIG i Herlev. Åbningen sker lørdag morgen kl. 7 – en måned før den officielle åbning af butikscentret, der bliver et af landets største. De første kunder står allerede i kø.

Der er lagt op til et brag af en åbningsfest, når POWER en lille måned før centrets officielle åbningsdag slår dørene op til det største af kædens 25 planlagte varehuse. ”Det er ikke nogen hemmelighed, at vi – sagt med et glimt i øjet – sætter en ære i at være lidt hurtigere og lidt sjovere end vores konkurrenter, og med åbningen lørdag morgen sætter vi en streg under præcis det budskab. Det er en god nyhed til danskerne – og en fantastisk start for både vores POWERHOUSE og det nye BIG-center i Herlev,” siger administrerende direktør Jesper Boysen. POWER åbnede sit første varehus i Glostrup for blot seks uger siden. Dengang måtte politi og hjemmeværn rykke ind og styre trafikken, da mere end 15.000 kunder stod i kø for at få del i åbningstilbudene. Og selvom de nye tilbud først offentliggøres senere i dag, har de første kunder allerede stået i kø siden torsdag aften.

 

Varer til foræringspris

”Vi har fået ry for at holde de bedste åbningsfester, og nu gør vi det igen – med mindst ligeså mange vanvittige køtilbud,” siger Jesper Boysen, der ikke lægger skjul på, at det koster POWER penge at åbne varehuset, da mange af varene sælges til rene foræringspriser. Køtilbuddene omfatter blandt mange hundrede varer en MacBook Pro til kr. 3.499, et 48’ Samsung LED Smart-TV til 2.499 og en Miele vaskemaskine til bare kr. 3.888. Derudover forærer POWER både gratis soveposer, underholdning, god kaffe og friske croissanter til de kunder, der overnatter i køen. Sidst sov flere hundrede kunder foran varehuset i Glostrup.

 

Flere byer følger snart

Snart åbner også POWER varehuse i Odense og inde i København – og herefter kommer turen til Danmarks største byer. Målet er inden for få år at være blandt Danmarks største elektronikkæder. ”Vores vigtigste opgave er at skabe mere konkurrence og dermed sikre, at danskerne får billigere elektronik og mere gennemsigtighed,” siger Jesper Boysen.