POWER Aarhus holder åbningsfest lørdag

POWER Aarhus holder åbningsfest lørdag

Forventer 3.000 i kø

Lørdag den 4. februar kl. 7 er der lagt op til stor åbningsfest med masser af kø-tilbud, musik og morgenmad, når POWER Aarhus slår dørene op for elektronikkædens nye varehus i Mega Syd i Viby.

POWER stormer frem i Danmark, og på lørdag åbner elektronikkæden sit sjette varehus, et såkaldt Powerhouse, i Mega Syd, Ringvej Syd 82 i Viby. Det sker med jazzband, kaffe og morgenbrød til de morgenfriske og gratis grillpølser i løbet af dagen - samt soveposer og opvarmede telte til tilbudsjægere, der ankommer til varehuset i løbet af de tidlige morgentimer.

”Vi har arbejdet hårdt på at etablere os her i Aarhus, så det bliver en brag af en åbningsfest lørdag. Der er udsendt 680.000 tilbudsaviser i hele Jylland med varer til rene foræringspriser – og der er masser af de fleste. Til de tidlige tilbudsjægerne har vi varm morgenkaffe, rundstykker, soveposer og opstiller telte, toiletter og griller i løbet af formiddagen 5.000 pølser, ligesom vi uddeler regnslag, hvis det regner. Vi gør vores yderste for at skabe en rigtig festdag,” siger Jesper Boysen, adm. direktør hos POWER, der selv klipper den røde snor og skyder åbningsfesten i gang lørdag morgen.

  

Parat til 13.000 kunder

POWER forventer, at 13.000 kunder kigger forbi det nye Powerhouse lørdag, og elektronikkæden er godt forberedt.

”Selv om vi forventer at blive væltet af besøgende, så skal alle stadigvæk have en god oplevelse. Derfor står 130 medarbejde klar til at servicere de mange kunder, der i hold vil blive lukket ind i varehuset. Udenfor har vi hyret 20 servicevagter, som holder ro og orden. På en 43 m2 storskærm kan alle holde sig ajour med hvilke tilbud, der evt. bliver udsolgt, så ingen står forgæves i kø,” siger Jesper Boysen, der også selv vil gå rundt med en megafon og informere om, hvornår tilbuddene er udsolgt.

Åbningstilbuddene offentliggøres torsdag på power.dk, og når POWERs 680.000 hustandsomdelte aviser rammer de jyske postkasser.